Optagelsesprocedure
- Optagelseskravet er at ansøgere skal have et idrætstalent der gør, at de er, eller kan blive nogle af de bedste inden for deres idrætsgren og aldersgruppe.
- Eliteidrætsklubberne er via klubtrænerne ansvarlige for visiteringen af talenterne til sportsklasserne.
- Den endelige visitering til sportsklasserne sker via et samarbejde mellem eliteidrætsklubberne og Holstebro Elitesports elitekoordinator.
På baggrund af ansøgernes idrætsfaglige niveau samt udtalelse fra idrætsklub og nuværende skole, udvælger parterne sammen et antal elever fra de forskellige idrætsgrene.
- Er der tvivl om optagelse, er det bestyrelsen af Holstebro Elitesport som træffer den endelige beslutning. Bestyrelsen af Holstebro Elitesport vil i så fald benytte sig af en faglig- og fysiologisk screening af ansøgerne, som vil danne baggrund for den endelige optagelse. Screening foretages af en uvildig faglig person inden for den pågældende idrætsgren.
- Forud for optagelsen informeres ansøgerne og deres forældre om skolens og klubbernes forventninger og krav til såvel skolearbejde som til elitetræningen.
- Ud fra ansøgningen og udtalelserne fra nuværende skole og klub samt elevsamtalen med skole/klub/Holstebro Elitesport, er det klubberne og Holstebro Elitesports elitekoordinator som afgør om krav og forventninger til den enkelte idrætsudøver er opfyldt, og derfor kan optages. Beslutningen om optagelse eller ej meddeles pr. brev til ansøgerne.
Forventninger til idrætsudøveren
- Idrætsudøveren skal kunne arbejde selvstændigt samt i grupper i forhold til det planlagte forløb inden for såvel det skole som indenfor det træningsmæssige.
- Idrætsudøveren skal udvise stor interesse i at udvikle sig selv som idrætsudøver.
- Da idrætsudøverens optagelse i eliteidrætsklasserne sker på baggrund af et mål om at udvikle sit eget talent inden for en bestemt idrætsgren, vil denne træning ikke kunne kombineres med en dyrkelse af andre sportsgren uden accept fra træneren.
- Idrætsudøveren bliver ikke fritaget for træning ved skader. Der skal medbringes passende træningstøj hver gang og der er mødepligt. Det er trænerens opgave at tilrettelægge individuelle træningsplaner i forhold til et skades/behandlings og genoptræningsforløb.
- Enhver form for planlagt træning, behandling eller skadeforbyggende forløb er ”skoletid”, og derfor accepteres gentagne afbud og fravær ikke. Dette vil medføre en ”bekymringssamtale” og dermed øge risikoen for at miste sin plads på eliteidrætslinien.
- Eleverne skal være indstillet på at opfylde de stillede krav hvad angår passende kost og ernæring i forbindelse med træning og konkurrence. Idrætstalenterne skal som udgangspunkt selv sørge for en ernæringsmæssig sund kost i løbet af dagen, uanset om det er efter endt træning, frokost eller måltid før eftermiddagstræning. Eleverne vil kunne få udarbejdet kost planer af Team Danmark kost- og ernæringskonsulenter.
Forventninger til forældre
- Det at søge om optagelse i en eliteidrætsklasse er en stor beslutning for både elev og forældre, derfor forventes det fra klubbens og skolens side, at forældrene forinden ansøgningen drøfter forventninger, krav og konsekvenser ved en optagelse.
- Det har en afgørende betydning, at de unge talenter er godt forberedte, og ved hvad der kræves. At søge optagelse er ikke for sjov. Det er en beslutning som vil få stor indflydelse på talenternes hverdag.
- Eliteidrætstalenterne skal være fuldstændig overbeviste om, at idræt på eliteplan – på nuværende tidspunkt skal være en stor del af deres liv.
- Klub og skole forventer, at forældrene har en lige så seriøs indstilling til elitelivet som de unge skal have. Grundlæggende vil en seriøs indstilling hos forældrene smitte positivt af på barnet.
- Forældre skal yde støtte til barnet, når der helt naturligt kan komme perioder med mindre gejst overfor såvel idræt som skoledelen.
- Forældrene har ansvar for at medvirke og etablere et højt informations- og kommunikationsniveau til klub/træner og skole/lærer.
- Forældrene har ansvar for at præge deres barn til en generel sund indstilling vedr. det at være eliteudøvere. Dvs. at forældrene bakker op om, at barnet behøver en sund og nærende kost både inden og efter træningen samt i forbindelse med konkurrence. Har eleverne ikke madpakker med hjemmefra, skal forældrene sørge for, at eleverne køber sund og nærende kost på skolen og til stævner/kampe. Der vil være mulighed for at elev/forældre kan få udarbejdet kost planer af Team Danmarks kost- og ernæringskonsulenter.
Forventningen til folkeskolen
- Folkeskolen vil arbejde for at skabe grundlaget for, at elitetalenter kan sikres en helhed i deres uddannelse, således at der er plads til både idræt på eliteplan og skole i den unges hverdag.
- Folkeskolen udpeger en koordinator, der sammen med ledelsen indgår i tæt samarbejde med Holstebro Elitesport, og som har til opgave at skabe et tæt samarbejde mellem skole, klub, trænere, elev og forældre.
- Folkeskolen indgår i et samarbejde med Holstebro Elitesport om at kunne tilbyde eleverne relevante kursusforløb inden for bl.a. kost og ernæring, mentaltræning, skadesforebyggende træning. Desuden tilstræbes det, at parterne afholder løbende ”tema-time”, som har til formål at styrke talenternes bevidsthedgørelse af begrebet talent og elite.
- Forældre kan ansøge om undervisningsfrihed til eliteudøverne i forbindelse med ekstra træning, kampe, stævner, træningslejr, shows m.m.
- Skolerne vil arbejde på at etablere en kostordning i samarbejde med leverandør, hvor skolen tilbyder eleverne at kunne købe en passende kost og madordning på skolen, så idrætstalenterne sikres en ernæringsmæssig sund kost i løbet af dagen, uanset om det er efter endt træning, frokost eller måltid før eftermiddagstræning. Kostprogrammet sammensættes ud fra retningslinier givet af Team Danmarks kost- og ernæringsekspert.
Manglende opfyldelse af forventninger og krav til træning
- Det er klubbens afgørelse om idrætsudøveren kan fortsætte på idrætslinien, såfremt krav og forventning ikke indfries.
- Klubberne tager deres afgørelse ud fra følgende forløb:
1. Træneren afholder en ”bekymringssamtale/1.samtale” med idrætsudøveren. Under samtalen vil den pågældende få en forklaring og anvisninger til forbedringer for at kunne fortsætte på idrætslinien. Der gives en 14 dages periode til at udvise forbedringer. Skolen orienteres om samtalen.
2. Udvises der ikke forbedringer, vil der blive indkaldt til en ny samtale med deltagelse af forældre. Her vil der igen blive givet en 14 dages periode til forbedringer.
3. Hvis der stadig ikke er sket en ændring, vil der blive sendt et brev til hjemadressen med besked om, at idrætsudøveren nu har 14 dage til markant at forbedre sig og i modsat fald vil blive frataget sin plads og derfor ikke længere kan gå i idrætsklassen.
4. Eleven og dennes forældre må nu i henhold til reglerne om frit skolevalg vælge, hvor eleven skal flyttes hen.
Manglende opfyldelse af forventninger og krav til skolegangen
- Det er skolens afgørelse om idrætsudøveren kan fortsætte på idrætslinien, såfremt krav og forventning ikke indfries.
- Skolen tager deres afgørelse ud fra følgende forløb:
1. Klasselæreren afholder en ”bekymringssamtale/1.samtale” med idrætsudøveren. Under samtalen vil den pågældende få en forklaring og anvisninger til forbedringer for at kunne fortsætte på idrætslinien. Der gives en 14 dages periode til at udvise forbedringer.
Træneren orienteres. Lektielæsning i stedet for træning kan komme på tale.
2. Udvises der ikke forbedringer, vil der blive indkaldt til en ny samtale med deltagelse af elev og forældre. Her vil der igen blive givet en 14 dages periode til forbedringer. Træneren indbydes til at deltage.
3. Hvis der stadig ikke er sket en ændring, gives den sidste advarsel skriftligt til hjemmet. Eleven har nu 14 dage til markant at forbedre sig og i modsat fald vil blive frataget sin plads og derfor ikke længere kan gå i eliteidrætsklassen. Træneren modtager alle skrivelser på lige fod med forældrene.
4. Eleven og dennes forældre må nu i henhold til reglerne om frit skolevalg vælge, hvor eleven skal flyttes hen.
5. Får eleverne ikke lavet deres skolearbejde/afleveringsopgaver i forhold til lektie- og afleveringsplaner, kan eleverne indtil det skolemæssige er indhentet, blive pålagt at udføre skolearbejde i tidsrummene for elitetræningen.