Holstebro Elitesport starter ny håndboldskole

Under overskrifterne: Elsker du håndbold og vil du gerne blive dygtigere, lancerer Holstebro Elitesport nu en ny form for håndboldskole.

 10 gange hen over efterår/forår er der lagt op til fredags- og lørdagstræning for alle interesserede håndboldspillere fra årgangene 2006 og 2007.

Holstebro Elitesports håndboldskole bliver et supplement til den træning, der foregår i klubberne, og målet med håndboldskolen er at give spillerne en anden form for træning end de er vant til i deres klubber samt at have det sjovt sammen med andre håndboldspillere fra andre klubber.

En af initiativtagerne til den nye håndboldskole er Gitte Skoubo fra Holstebro Elitesport. Om det nye tilbud, siger hun:

Vi ønsker at skabe et tilbud, hvor både spillere og trænere kan komme tilbage til deres klubber med fornyet motivation og inspiration. Vi stiller ikke noget krav til spillernes kvalifikationer, men vil tage udgangspunkt i den enkeltes niveau. Vores mål er, at håndboldskolen kan være med til at fastholde flere drenge og piger i håndboldsporten ved at give dem nogle gode håndboldoplevelser på tværs af klubtilhørsforhold.

Til at lede håndboldskolen har man allieret sig med en af Holstebros mest erfarne trænere, nemlig Lars Dalhoff, som til daglig underviser kommende fysioterapeuter på VIA University College i Holstebro. Derudover er han morgentræner og ansvarlig for håndboldspillerne i Sportsklasserne på Nørre Boulevard Skolen samt træner for Bjerringsbros 1.division damer. Derudover har han gennem mange år været træner for masser af ungdoms- og seniorhold.

Der er mange gode grunde til, at vi har valgt Lars Dalhoff til at stå for håndboldskolen, men den væsentligste årsag er, at vi ved, at han brænder for at udvikle de unge spillere, kommer det fra Gitte Skoubo.

Lars Dalhoff har da også allerede gjort sig en del tanker om, hvad indholdet i den nye håndboldskole skal være.

Først og fremmest håber jeg, at vi med dette tiltag kan være med til at flytte hver enkelt spiller og åbne deres øjne for, at de indeholder langt mere end de selv tror. Vi vil især arbejde med de tekniske færdigheder og udvikling af spillernes fysisk. Der vil blive arbejdet seriøst, men vi skal selvfølgelig også have det sjovt sammen, siger den kommende ”cheftræner” for håndboldskolen Lars Dalhoff.

Håndboldskolen starter op første gang den 26. oktober. Det ligger endnu ikke fast, hvor stedet bliver, men tanken er, at håndboldskolen ikke skal foregå på et permanent sted, men vil finde sted i forskellige haller i Holstebro Kommune afhængig af, hvor de enkelte deltagere kommer fra.

Lars Dalhoff vil få flere assistenttrænere. Assistenttrænerne vil være ligaspillere fra TTH Holstebro samt nogle af håndboldtalenterne fra Holstebro Elitesport.

Inspiration for trænerne

Håndboldskolen er også et tilbud til spillernes trænere, som har mulighed for at komme og lade sig inspirere af træningen.

Træningen vil indeholde øvelser, som U12-trænerne nok ikke arbejder med til daglig i klubberne. Derfor er de meget velkomne til at komme og tage del i træningen, så de kan få nogle nye sjove momenter med hjem til klubberne, siger en forventningsfuld Lars Dalhoff, som håber, at mange vil tage godt imod tilbuddet.