Torsdag den 26. november var en stor dag i de to powertumblere Anne Sofie Okkerstrøm og Anne-Sofie Juhls tumblingkarriere. Højdepunktet - det de havde set frem til og trænet til i mange år stod for døren: VM på hjemmebane.
Holstebro Elitesport var med på tilskuerpladserne og her kunne vi følge de to Holstebro pigers kamp på nærmeste hold. Det var med en vis stolthed, vi fulgte de to piger som har været med i Holstebro Elitesport siden de startede i sportsklasserne i 7. klasse. Der er næsten altid smil-på-læben hos de to piger. Vilje, gå-på-mod og seriøsitet overfor både skole og sport er også karakteristika som kan sættes på pigerne.
På tumblingbanen gik tingene ikke helt som pigerne havde forventet. De var i hård konkurrence, og de fire piger på det danske hold skulle virkelig leve op til deres bedste, hvis der skulle blive en plads i finalerunden. Desværre fik en af Danmarks bedste kort Johanne Nørby fra Odense underkendt begge hendes spring på grund af hendes afslutning. Det samme var desværre tilfældet med Anne-Sofie Juhl i hendes andet spring, hvor hun kiksede den afsluttende landing.
Anne Sofie Okkerstrøm sluttede dermed som bedste dansker på en 19. plads, og det danske hold kvalificerede sig ikke til holdfinalen.
Ærgerligt for pigerne, men fra de to udsendte medarbejdere fra Holstebro Elitesport skal der lyde en stor tak for en stor oplevelse i Odense.
I øvrigt kan det også nævnes, at en tidligere VGF89'er Anders Wesch i weekenden blev bedst placerede dansker ved VM, idet han sluttede på en fornem 5. plads i den individuelle konkurrence for herrerne.
I denne uge er der junior-VM i Odense. Her er VGF89 også repræsenteret med Adam Winther, Elias Green, Emilie Bech-Hansen og Andreas Lucassen.
På billedet er det Anne Sofie Okkerstrøm og Anne-Sofie Juhl inden konkurrencerne startede i torsdags.
.