Medaljeregn til Holstebro Svømmeclub

Weekenden d. 3-5. marts 2017 deltog 12 svømmere fra Holstebro Svømmeclub i de vestdanske langbanemesterskaber i Hjørring. På trods af periodens meget hårde træning blev der absolut vist gode takter og rigtig mange personlige rekorder. Faktisk blev det til ikke mindre end 36 finaler (25 A finaler og 11 B finaler), 30 personlige rekorder, 28 medaljer, 1 Klubrekord.

Holdkapmedaljer

For Natascha Holm Byskov og Isabella Bach blev det for første gang til seniormedaljer ved et mesterskab, da de var med til at vinde bronze medalje i 4x100 Hold Medley sammen med Helena Bach Rosendahl og Amalie Søby Mortensen. 

De andre to holdkapper gav også medaljer til pigerne. Det blev begge gange til sølv, som gik til holdene i 4x200m fri, hvor holdet bestod af: Amalie Søby Mortensen, Helena Rosendahl Bach, Emma Bugge Fynbo og Sascha Laustsen. Holdkappen blev dermed debut i seniormedaljerækken til Sascha Lausten.

Den anden sølvmedalje kom hjem i 4x100m fri, hvor det samtidig blev til ny klubrekord i tiden 4.00.97. Stærkt af pigerne der her slog en omkring 20 år gammel rekord. Holdet bestod af Merete Toft Jensen, Emma Bugge Fynbo, Amalie Søby Mortensen og Helena Rosendahl Bach.

Individuelle medaljer

Det var Holstebro pigerne, som blev de helt store medaljeslugere, Rasmus Nørfjand sørgede for, at drengene også kom på sejrsskamlen, idet det blev til juniorsølv i 100 ryg og juniorbronze i 50 og 200 rygcrawl. 

I de individuelle konkurrencer blev de helt store medaljeslugere Amalie Søby Mortensen og Helena Bach Rosendahl. Amalie hev 3 guldmedaljer på seniorplan og 3 guldmedaljer på juniorplan i 50, 100 og 200m. fri samt en juniorbronze i 800 fri. For Helena blev det til senior- og junior guld i 800 og 1500m.  fri  samt senior- og juniorsølv i 400fri, 400IM, 200fly og 200IM. 

Derudover vandt Merete Toft seniorbronze i 50fly, mens Emma Bugge hev to junior bronzemedaljer hjem i henholdsvis 100fri og 5ofly.

For Isabella Bach blev det endda en debut i en senior A-finale. Efter et skifte i træningsfokus blev det comeback til juniormedaljerne for Emma Bugge med flere individuelle juniormedaljer og finaler i næsten alle sine starter. For Maria Hatting der ligeledes har skiftet træningsfokus var det fedt at se en rigtig stærk præstation på 200IM hvor det blev til både personlig rekord og en sejr i B-finalen

Evaluering Vestdanske

Rigtig mange svømmere fik adgang til finalerne og stævnet blev en god forløber for de kommende store mesterskaber Danish Open og Herning Open. 

En rigtig tilfreds træner kan nu gøre status på en periode med hård træning og gøre klar til at få topningen til at sidde helt i skabet.

Cheftræner Nikolaj Skovmose har følgende kommentar efter stævnet:

Holstebro Svømmeclub viser endnu engang, at vi er klar til at blande os helt i toppen i Vestdanmark og vores udvikling går fortsat i en opadgående kurve. Der ligger fortsat masser af hårdt arbejde foran både svømmerne og klubben, hvis vi skal sikre, at udviklingen kan fortsætte mod endnu større ting i fremtiden.

På billedet er det hele holdet fra Holstebro Svømmeclub.